HER ER MINE ARTIKLER

ACTION PÅ JOB…

Ja i dag var det som nævnt en smule action. For ca. 20 minutter efter jeg havde begyndt at køre havde jeg fået en punktering på traileren. Så klokken 04.39 skrev jeg i min logbog, punktering på trailer. Jeg havde hvilet mit lovpligtige hvil på 9 timer så det var tid for at komme af sted til Tromsø for at få læsset af.

Omstændighederne ville det anderledes, og en bidragende årsag var nok de dårlige veje i Sverige, for på en strækning af 42 km mellem Sorsele og Jokkmokk i nord Sverige var der meget vejarbejde og også således masser af grusvej. Så der var nok en skarp sten eller to i det dæk som allerede var dårligt. Og 45 km syd for Jokkmokk fik jeg standset og set at jeg nok også havde kørt flere km med det punkterede hjul.

For slidebanen var revet af og sad rund om akselen på indersiden af bræmsetrommlen. Slidebanen er fyldt med ståltråd som vi kalder ”Stålkord” på fagsprog, og er skarp som barberblad, derfor lod jeg den sidde der inde til jeg kom ind til et dæk-verksted i Jokkmokk. Desværre havde denne ”Stålkord” på slidebanen også slået hul i min pude til luftfjædringen, så trailer var skæv at køre med.

Jeg kunne ikke få Luftpuden byttet i Jokkmokk, så jeg var tvunget at køre 94km til Gällivare længer nord, for at få luftpuden lavet. Hos Volvo i Gällivare fik de ordnet det, men jeg havde nu brugt masser af køretid, så aflæsning i Tromsø var ikke muligt. Derfor ringede jeg vognmanden og informerede ham, og det bliver så aflæsning næste dag i stedet. Afstandene her oppe i Nord Sverige og Nord Norge er store, og det var ikke mange vogne på vejen om morgenen da jeg stod og skiftede hjul.

Jeg brugte 1 time på at skifte hjul, og at få skærm og andet udstyr ordnet, men fik 3 myggestik på armen, og 1 på hånden, så jeg overlevede denne ”Action” punktering åsse. For mig er det ikke ret meget styr at skifte hjul, for har man et job som dette, så indgår det i ens daglige arbejd, og det ker ikke ofte, men ca. en gang om året. Så det er ikke så tosset endda. Jeg ved at mange chauffører ikke vil kære her oppe i Nord, fordi de er bange for at komme til at få problemer når de er ude i ødemarken.

Vel, nu har jeg jo lavet dette nogle år, så jeg kan ikke engang blive tosset over det. Jeg tager det hele som en god oplevelse o et smil, for nu kan jeg jo lige få lidt frisk luft, og snakke med myggen. Måske få en ren der kigger på, eller en svenske som blander sig. En punktering er slet ikke noget at blive hysterisk over, tvært imod så giver det et afbræk i en ellers kedelig arbejdsdag. Efter at der var kommet en ny luftpude på traileren, så kørte jeg til Nordkjosbotn vi Kilpis. Det var lige køretid nok at nå hertil..

Så i morgen er en ny dag med nye oplevelser og udfordringer, og jeg ser frem mod den, uanset om det er en punktering eller en sur person på et firma som jeg kommer til.

Ha en fortsat god dag..

ACTON PÅ JOB, DEL II

Nu på vej til Otta træf i weekenden sker det ikke uden action, for igen oplever jeg at en punktering forskyder mit skema, og min planlægning. Dog er jeg ikke noget besværet af det, for som jeg siger, det er en del af mit job, så det er bare at får arbejdstøj på og få skiftet hjul.

Jeg standser på Minnesund vægtstation for at kigge på lasten, og optager at venstre forhjul er næsten tomt for luft. Nu ved jeg at det er en punktering for jeg så til morgen at det var godt med luft i det. Det skulle selvfølgelig begynde at regne når jeg skulle til at skifte hjul. Våd og træt skiftet jeg hjul, men glad for at jeg til sidst fik det hele på plads. Reservehjulet på traileren er en dimension større en det som er monteret, men jeg kontrollerer at jeg kan svinge og at alt går at køre med inden jeg tager af sted til Hamar. Det findes et billede på hjemmesiden af det store hjul.

I Hamar har jeg fundet et dækfirma som jeg kan købe et brugt dæk, og få det monteret på vognen. I Hamar er de meget venlige, og venter på mig, så jeg til sidst kan komme af sted til Otta træf. Jeg ankommer Otta 2 timere forsinket, men når det hele alligevel. Får en brusebad, rent tøj og en barbering, så pigerne ikke bliver skrabet når jeg klemmer dem.

Dog spiser lidt senere en kage for meget, så allerede kl. 23 er jeg i seng. En ”Dumping” er årsagen, og ikke andet at gøre end a krybe til køjs. Må skylde mig selv, for når jeg ved at jeg ikke må spise så meget sødt, er det virkelig dumt. Alligevel, har jeg haft det sjovt, og det skal nok blive endda sjovere Lørdag. Og det er utrolig sjovt at se de personer en ellers bare har set billede af på MP.

Synd at min Dronning ikke kunne komme med.

Ja det kommer nogle erindringer til mig, nu da jeg står her i Frederikshavn og venter på færgen. Erindringer om det å leve sammen, om at gi og tage, tilgive og blive tilgivet. Simpelt hen det at forstå hinanden. I min alder så kommer faktisk tanken om alderdommen oftere og oftere. Om livet efter at vi er færdige på arbejdsmarkedet. Ikke noget som jeg sådan tidligere har spekuleret over, men gør det nu, og hvorfor??

Har måske med alderen at gøre, og at en er ved at indse at den partner en har valgt er den en skal have sin alderdom sammen, ed, og er den du skal dele livet med til dine dags ende. Klart at det ikke er noget en sådan tænker over når en kun er 25-30 år, men i min alder er det lidt anderledes, også fordi de værdier en har i livet har ændret sig, og det har en behov også.

Når alt kommer til alt, er vi så klare til det, men jeg kan ikke svare på det. Kun se på alle mine naboer som er pensionister, og se at de faktisk er lykkelige, og trives med sin plads i livet. Det har begyndt at gøre mig klar over behovet af at have nogen ved min side. En person jeg stoler på. En person som bryder sig, og jeg skal ikke længer end til min mor for at finde svaret. Hun lever med min papfar, og har gjort det snart 40 år. Og hun har en kamp, og den er af den virkelige fra livet som pensionist, for min papfar har ”Parkinsons” sygdom og er nu så dårlig at han skal have omsorg hele døgnet, men han er fortsat hjemme ved min mor. Det er meget hårdt for hende, men de har sygeplejere hjemme hele dagen som tager hånd om ham, og hun vil ikke høre tale om at han skal på plejehjem, ikke så længe hun lever.

Det kalder jeg for at være tro og stå ved sin last. Hun vil ikke vige fra hans side, og det står det respekt af. Derfor funderer jeg om jeg vil gøre det samme for min partner. Og svaret er nok at det er yderst troligt. For har en kommet sammen så længe og haft så meget sammen, og fortsat har det, så skrider en bare ikke, selv om en har en alvorlig syg person som partner, det er ens pligt at følge sin partner til St. Peters dør. Og det vil jeg gøre med min udkårede.

En kan nok leve længe på minderne, og på alt det gode man har oplevet. Det kan jeg se på min mormor som mistet morfar 1980, og har boet alene siden da, og i dag er hun 98 og bor fortsat alene!!! Snak om at være stærk. Hun er mit store forbillede, og min motivation. Jeg kan end i dag huske fra jeg var lille dreng at morfar sad ude på toilettet å hostet. Det lød hver gang som manden var ved at dø, og til sidst gjorde han det, men han blev en gammel mand alligevel selv om han røg pibe så toilettet var tåget i flere timer efterpå.

Jeg huske ham som manden der altid røg pibe, men han og mormor holdt altid hinanden i hånden, selv når de var gamle, og det syntes jeg som dreng var underlig, men ikke mere. Jeg har forstået at de var forelskede indtil han stod foran St. Peter og banket på… Jeg vil være sådan, og jeg vil gøre sådan, det giver mig tryghed at vide at det er muligt, selv om ting en gang i mellem kan stå på højkant.

Tilbage på vejen igen efter seks uger job karantæne, men i fin form og ved godt mod. Jeg har endda tabt nogle kilo, og er pr dato nede på 106 kilo!!!

Det vil sige at jeg siden august 2006 når jeg var oppe på 162 kilo, har tabt mig 56 kilo!!!

Og 33 af dem efter min GBY i februar. Så jeg har al grund til at være tilfreds. Nu er livet også fuldt af nye oplevelser, og jeg har kommet mig godt på benene efter mit lille hjerteinfarkt. Som heldigvis viste sig at igen være falsk alarm. Livet varer ikke evigt og jeg må nok se i øjnene at livet er mere end at tabe sig.

Da det er mit job at køre lastvogn og yde en god service til kunder og personer jeg møder, har jeg al grund til at gøre dette med et smil. Et lille smil på læben overkommer det fleste problemer. Og det giver mange gode oplevelser på vejen. Nu er det så lidt trist at jeg ikke finder samme motivation i det at komme hjem hver weekend. Der er noget der mangler, måske er det mig det er noget forkert med, jeg ved ikke.

Jeg behøver udfordringer, for det giver næring til mit mangefold. Derfor går jeg for tiden meget op i mit job, og det kan nok føles lidt mærkelig efter min erfaring med mit hjerte op. Det tager jeg mig slet ikke af, men vil hellere bruge energi på at have det godt med mig selv. Hvad der skal til, kan kun fremtiden vise, men jeg er ikke bange for at møde nye udfordringer og dertil hørende ansvar og opmærksomhed.

Desuden har jeg bestemt mig for at gøre mere ud af min hobby som fotograf. Derfor kommer jeg også at lave en hjemmeside om dette. Det skriver jeg mere om her inde senere, indtil da får i kigge i mit fotoalbum og se hvad der rører sig.

Så nu er det weekend, og lastbilen skal gøres klar til næste uges strabadser, på tur til sne og vinter i det Norske og Svenske fjelde.

Hav en god dag.